Støvring Skytteforening, er en forening, som går ind for at det skal være rart at skyde, og derfor kan man komme i foreningen, hvad end man er nybegynder eller elite skytte, og vi mødes alle med et smil, og hjælper dem der har brug for det. Vi deler gerne ud af vor erfaring med skydning, så andre kan blive bedre skytter.


Støvring Skytteforening ligger i lokalerne under Støvring Hallen, med indgang i gavlen, ud mod Bavnebakkeskolen og Bavnebakken, hvor der også er parkeringspladser.


Vi har i 1999 fået lavet helt nye lokaler og baner, og det betyder at forholdene er gode, både for skydningen og for hyggen i foreningen.
På banerne er der lavet standpladser som er 1 x 1 meter med automatisk hæve/sænke funktion, og automatisk skivetræk. Derudover er banen godt oplyst, og med de rigtige forhold for, at skiven bliver tydelig når den er kørt ud.

Opholdsrum

I opholdsrummet har vi 2 lange borde og 1 kort, så vi kan være ca 40 personer. Der er selvfølgelig ikke nogen der har fast plads. Der er altid gratis kaffe, også til tilskuerne. Der er også et bord med blade, kort og farveblyanter. Vi har også en opslagstavle til informationer f.eks stævneresultater osv. samt en skrivetavle til aktuelle husketing, f.eks næste stævne osv. På væggene er der forskellige tavler med medlemsresultater, månedens skytter og årenes skytter. Vi har også et pokalskab med vores pokaler, undtagen de vandrepokaler som medlemmerne har med hjemme.

Banerne

Banerne består af to rum, hvor der skydes pistol i det ene og riffel i det andet. Vi har ialt 10 baner, 4 pistol og 6 riffel. Dette kan dog skiftes, f. eks. under stævner.

Nummersystemet

Vi har, som i de gamle lokaler, fået lavet et nummer system, så de enkelte skytter kan se, hvornår det er deres tur.
Det fungerer på den måde, at når en skytte bliver skrevet op og får sine skiver, så står der et nummer på prøve skiven, som er det nummer som skal stå på tavlen, når det bliver ens tur til at komme ind.
Med andre ord fungerer det næsten på samme måde som på posthuse med nummer system.